I have been gone, but now i am back... But i am not the same. //Willow//

S: Søen Nightgale.
O: Ingen væsner, eller er der?
T: Aften, ingen sol.
V: Dejligt lunt.
P: Bliver beskrevet.

Det sorte pjuskede hår var væk, og blevet erstattet med mørkebrunt hår der ganske vist, og pjuskede lidt. De blå øjne var blågrønne, og ansigtet mere markant. Shay var blevet en vampyr... Og havde ændret sig. Han havde smuttet ud efter pakken, men havde aldrig fået fat i den. Han var blevet bidt af en varulv. Det havde tilfældigvis været fuldmåne, og Shay havde taget en genvej gennem skoven, som den idiot han var. Han havde været væk i flere uger, og var nu kommet tilbage. Han havde forandret sig en del, men var på en måde stadig den gamle Shay. Shay gik rundt omkring søen, og så ned i den et par gange. Håret var pjusket, han havde en sort t-shirt på, sorte jeans, og sorte converse sko. Han stoppede op, og satte sig på en bænk. Han lagde armene over kors, og savnede på en måde hans lange sorte hår. Han kunne let slå hans følelser fra, hvis han ville... Men det gad han ikke. Han var dog stadig clairvoyant, det havde han ikke mistet. Så han havde ikke ændret sig så fantastisk meget... Det var nu også meget fint. Han lænede hovedet tilbage, og lukkede øjnene.

//Kort start, sorry.//

Udseende :: http://25.media.tumblr.com/40688ca4f66b35eb011120743f51c1ef/tumblr_mgh2kkqY3y1rfhj11o1_500.jpg
Påklædning :: http://s4.favim.com/orig/50/adorable-clothes-cute-fashion-girl-Favim.com-448148.jpg

Hele verdenen var ved at falde sammen, inde i hendes hoved var der en irriterende smerte, som var langt værre end hovedpine. Hun tog sig til hovedet, men det hjalp ikke, hun kunne simpelthen ikke få den smerte der irriterede hende så meget væk. Hun åbnede øjnene, og så sig omkring, skoven var det eneste hun kunne se var træer, og den stjerneklare himmel. Hun var dækket af blod, og havde intet tøj på, hun vidste hvad der var sket, hun havde forvandlet sig til en ulv tidligere, og ledt efter føde, og hun havde åbenbart fundet noget, nu ville hun bare have noget over sin bare krop, og måske bade i søen. Hun satte sig på knæene, og kiggede i den taske som hun havde stillet bag et træ lidt længere væk, hun kiggede ned i tasken, men det eneste hun kunne have på, som gerne måtte få lidt blod på sig, var hendes cardigan, hun tog den over sin nøgne krop, og rejste sig derefter op, og gik over imod søen nightgale.

Da hun var kommet sådan at hun kunne se søen, smilede hun let, og gik derover af, men hun stoppede op, da hun kunne lugte en duft, der duftede en lille smule af våd hund, det fik hende til at rynke på næsen, og skynde sig at tage sit tøj på, selvom det ville betyde at der ville komme blod på. Hun rystede bare på hovedet, og lavede en høj knold. (Den der er på profilbilledet). Hun betragtede sine omgivelser, og fik langsomt over imod den skikkelse der duftede så kraftigt, selvom hun sagtens kunne se personens ansigt, vidste hun slet ikke hvem det var, men han lugtede så bekendt. Men alligevel begyndte de spidse tænder at vokse, og hun havde nu fået hugtænder, hun begyndte langsomt at liste sig over imod ham, og med at liste, betød det at hun løb stille over alle de små grene, og kviste der nu måtte ligge på jorden. Hun havde aldrig jaget et menneske, men hun kunne bare smage blodet allerede, så sødt, og med et tvist af citrus. Hun smilede, og strøg tyngen over de spidse tænder. Snart stod hun lige bag ved personen, og havde fat i både hans hoved og arm, så han kunne umuligt komme ud af hendes greb. Dette var en varulv, og selvom de var stærke, kunne hun sagtens vinde over dem.

Færten af Willow bredte sig, og han smilede stort. Willow... Så længe siden... Alt for længe siden. Han skulle til at vende sig om mod hende da hun greb fat i hans hoved, og arm... Hvorfor nu det? Hvad havde han gjort? Åh.. Hun kunne ikke genkende ham. Han ville råbe Willow, det mig!, men kunne ikke. Ordene ville ikke komme ud. Træls, træls, og atter træls! Eller irriterende, det passede også meget godt. Han rørte sig ikke, men at føle hende så tæt på ham fik sommerfuglene i maven til at blafre som gale. Han begyndte at mumle noget utydeligt, men fik så sin stemme under kontrol. "Willow... Det mig, Shay." Han regnede med at hun ikke ville tro ham så.. "Jeg så dit liv en morgen på skolen, du satte dig ved siden af mig, vores arme rørte hinanden, jeg så dit liv, du løb ud af klassen, jeg fulgte med..." Han tog en ånding." Du stak mig en lussing, du fortrød, vi snakkede, og til sidst var dine læber på mine, jeg gik da jeg skulle hente en pakke, jeg blev bidt af en varulv, forsvundet i flere uger, og til sidst fik et nyt udseende."


//kort svar sorry//

Hun kunne lugte blodet, selvom hun endnu ikke havde sat tænderne i hans saftige hals. Hun havde nået at studerer hans ansigt en del, og hun havde da synes at han var pænt lækker, og havde overvejet om hun måske ikke skulle dræbe ham helt, men bare lade ham slippe med at få en del blod taget, men hun havde ladet denne tanke ligge da hun troede det var en elev på skolen, og så kunne det være at hun ville blive genkendt. Da han stod helt stille, fniste hun sødt, som om hun ikke ville gøre ham noget, og hun faktisk ville give slip på ham, men næ, i stedet for at give slip, tog hun egentlig bare om hans hals, og brugte sin hurtighed til at få dem over til et træ, få meter væk. For hvis der nu kom nogle elever, skulle det helst ikke se ud som om hun drak hans blod, - det lignede mere de kyssede og krammede nu. Hun så lidt på hans ansigt, og hendes tænder forsvandt lidt, men hun lod dem igen komme helt ud, og strejfe hans hals, og prikkede endda hul i, men satte ikke sine tænder ned i hans søde kød. "Shay?" mumlede hun, hørte hun ham virkelig sige at han hed Shay? Hun troede ikke på ham, hvilket fik hende til at skubbe ham op af træet, igen med hånden omkring hans hals. "Du lyver!" snerrede hun, og hendes øjne blev langsomt sorte, hun kiggede på ham, og vendte hovedet lidt til siden. Var det ham, eller var det bare noget han sagde for at få hende til at lade være med at dræbe ham, hun stod virkelig i et dilemme lige nu. Da han fortalte om hvordan de havde snakket første gang, holdte hun lidt igen. "Jeg tror ikke på dig, alle kunne have set det!" hvæste hun, og kiggede irriteret på ham. Hun kunne ikke helt sætte ord på hvad hun følte, for en del af hende ønskede at tro på ham, da hun savnede Shay utroligt meget.

Shay fik et chok da han pludselig var henne ved træet, og syntes nu endelig det var temmelig ... Ja... Nuvel, tilbage til det der skete. Han gøs da han mærkede hendes tænder strejfe hans hals, og lukkede øjnene. Han lavede en slags snerre lyd da der kom hul i, og man skulle tro at han følte smerte, men det var nu mere nydelse. "Ja..." Hviskede han, og så på hende med øjne der kunne få hvem som helst til at blive blød i knæene. Han gispede da hun lagde pressede ham op af træet, og vred sig lidt men stoppede dog hurtigt. Han lod hende tale færdig... Han blev lettet da hun gav let igen, og kunne trække vejret. "Jeg så dit liv, hver eneste ting... Din mor, manden med kappen... Du spurgte mig også om jeg havde set dit rigtige udseende, men jeg kunne ikke svare på det. Manden der dræbte din mor... Da du blev hentet af nogle mænd... Jeg så det hele... Willow, det er mig, Shay... Jeg har været væk fordi jeg blev varulv... Jeg ændrede også mit udseende... Søde, tro nu på mig." Han så bedende på hende.