I have seen you before... //Willow//

S: Et klasseværelse i Wonderschool.
O: Væsner på vej til time.
V: Snevejr, og køligt udenfor, men varmt indenfor.
T: Morgen, og klar på første time.
P: En sort t-shirt indenunder, en grå hættetrøje(Man kan lyne op, og ned), sorte jeans, og sorte converse sko. En skoletaske der er sort, og sådan en der hænger på ryggen.

Det sorte hår hang ned i øjnene, og det var pjusket... Det irriterede ham nu ikke. Hætten var oppe over ansigtet, og gemte ham fra alt, og alle. Han havde været smart, og undgået alle den dag da han havde haft et syn... Igen.

Shay rystede på hovedet, og så rundt. Det var den dumme tåge igen... Han så fremad, og så en skikkelse foran sig, men vedkommende var gemt af tågen. Tågen forsvandt, og afslørede en pige. En smuk pige... Vedkommende havde en aura... Auraen afslørede hvilken race hun var... Hybrid. Pigen krummede sig sammen, og blev pludselig halv vampyr, halv varulv... Shay spærrede øjnene op, og begyndte at løbe...

Shay sukkede, og masserede sine tindinger selvom det var svært på grund af hætten. De blå øjne så rundt, og de utallige mange aura gav ham hovedpine. Han mærkede et skub bag sig, og stod ved døren. "Så kom dog igang!" Sagde en dreng med utallig mange fregner, og helt brun hud. Varulv. Shay sank en klump, og nikkede. Han begyndte at gå... Hen imod et bord hvor der var to stole, begge var ledige. Han satte sig på en af dem, og satte tasken nedenunder hans stol. Den ledige stol var til venstre for ham, og stolene, bordene var af træ. Læreren var ikke kommet... Shay bed sig lidt i underlæben, og så ned.

Udseende - http://24.media.tumblr.com/b804d0df7cb4080305d6d856992e5be4/tumblr_mgd5umGSfr1rld1rko1_500.png

Willow skubbede det blonde hår til siden, hun legede lidt med sit udseende lige nu, eller nærmere med hendes hår. Rødt, blond, brunt, sort, grønt, lilla, blev hendes hår langsomt forvandlet til, et bredt smil kom over hendes læber, da hun endelig var kommet over til klasselokalet. Hun kiggede på hendes hånd, og fandt hendes navn skrevet med kursiv skrift på hendes hånd.Willow. Hun kiggede over mod en dreng der stod foran døren, han var tydeligvis varulv, hun sukkede, sendte ham et sødt smil, som fik ham til at se forelsket på hende, hun lo bare af ham, og skubbede blidt til ham, så hun kunne komme ind i klasselokalet.

Alle de lugte der kom igennem hendes næsebor fik hendes øjne til at sortne lidt. Men hun lukkede bare hurtigt af, og kiggede sig omkring. Der var ikke mange tomme stole tilbage, hvilket fik hende til at knurre lidt. Hun stod bare og kiggede på hvem der var der, og hvem hun ikke gad sidde ved siden af. Hun tog den cap hun havde på af, og tog også den militær jakke hun havde på. Hun smilede så til drengene, og sukkede. De stramme sorte bukser matchede til hendes sorte stramme trøje hun havde under militærjakken. Hun så så på en fyr der sad lidt væk. Hun gik straks over imod ham, da der var en tom stol ved siden af ham. Hun satte sig på stolen, og rykkede sig lidt væk fra bordet, og lagde benene op på bordet.

Shay gav et spjæt da en pige kom ind i klassen, og han genkendte hende straks! Hans hænder begyndte at ryste, men han gemte dem nede i jakken/hættetrøjens lommer, og bed sig selv i underlæben. Han så ned, og fik et chok da hun satte fødderne på bordet da der lød nogle lyde da hun gjorde det. Han begyndte at trække vejret hurtigere, og rykkede lidt væk fra hende da han vidste et én berøring... Og han vidste ALT om hende. Han genkendte også hendes aura. Den lyste klar ud af hende, og omringede hendes krop. Ikke at han ikke kunne se den, den var skam meget tydeligt den var bare... Sådan rundt omkring hende. Han tog hætten af hovedet, og afslørede det kulsorte hår der hang ned i øjnene da læreren kom ind. Han kørte hånden igenmen håret så det ikke hang så meget ned i øjnene, men det hang der stadig bare ikke så meget. Læreren var en kvinde, og at dømme ud efter hendes aura var hun en elver. Han rettede sig op, men så stadig ned. Han var på nippet til at storme ud af klassen... Hvorfor var hun her?! Hvorfor havde han set et syn med hende i?! Hun var hybrid. Det vidste han. Desværre så var han et menneske. Et menneske med en forbandelse... Han var clairvoyant. Han så kort på pigen, men kiggede så ned igen. Desværre så lavede han endnu et spjæt da læreren bankede bøgerne ned i katederet, og hans arm strøg mod hendes... Willow... Willow Spencer. Han så på hende med store øjne. "Det gør mig ondt." Hviskede han, og vidste godt at hun ikke ville have den fjerneste ide om hvad han snakkede om. "Altså, det med din mor." Han så væk fra hende igen, og så ned. Han havde lige set hele hendes liv historie... Nogle gange ville han ønske han ikke kunne sådan noget, men det var ikke noget han kunne tage væk. En berøring som sagt, og han så det hele på under et sekund... Ikke noget han kunne kontrollere.

Willow legede stadig med hendes udseende, og forvandlede sit udseende sådan at hun lignede Pierre Wonder. Men kom så tilbage til det udseende hun havde da hun kom ind i klassen. Hun betragtede ham der sad ved siden af hende, hun kunne simpelthen mærke at han var nervøs, men hvad var han nervøs over? Et enkelt suk kom over hendes læber, og hun bankede hovedet ned i bordet kort. Det hele gik så hurtigt, og pludselig kom der en lærer ind, hun lavede kort et utilfreds ansigtudtryk. Hun lænede sig tilbage i stolen, og betragtede læren. Uden hun vidste det ændrede hun form. "Willow, kan du så ændre dit udseende tilbage!" sagde læren strengt, og rynkede på næsten. Willow slog øjnene op, og betragtede hende selv i det spejl hun havde på sig. "Satans!" udbrød hun, og sukkede. Hun ændrede sig hurtigt tilbage.

Hun lod langsomt øjnene falde i, men åbnede hurtigt sine øjne, da hendes sidemand sagde noget omkring hendes mor. Hun hoppede op af stolen, da hun fandt ud af hvem hun egentlig sad ved siden af, med øjnene vidt åbne. "Shay." mumlede hun, men det gik pludselig op for hende hvad han havde sagt. "Hvorfra ved du noget omkring min mor!" råbte hun ud i klassen, og langsomt løb tårerne ned af hendes kinder. "Sig mig det!" sagde hun nu med en mindre stemme, der var så skrøbelig. Hun rejste sig op, og gik langsomt hen imod døren, læren kiggede på hende, men sagde intet.

//Sorry det korte svar.. //

Det undrede ham nu at hun kunne skifte udseende, men nu vidste han jo nu hermed alt om hende. Hendes navn var Willow Spencer, hun var 17 år, mistet begge forældre, hybrid, og tilfældigvis også hvad hun fandt tiltrækkende hos drenge. Private ting såsom, hvad hun lavede alene... Ting han endelig ikke ville vide. Han var ikke spor overrasket over hendes reaktion, han var vant til det... Han så ned, og kunne ikke lide at alle i klassen stirrede på ham, og Willow. Han trak hætten op over hovedet, og sank en klump. Willow vidste åbenbart hans navn... Ikke noget nyt, alle vidste hvem han var... Den mærkelige, stille dreng. Men derimod vidste ingen om hans clairvoyant side. Han svarede hende ikke, men så op på hende. Da hun begyndte at gå hen imod døren, og var ude af værelset... Rejste han sig op, og løb ud af klasseværelset efter hende. "Willow!" Om hun stoppede eller ej, han ville løbe hen til hende. "Jeg ved alt om dig... Okay, nu skal du høre min hemmelighed.." Han sukkede, og hætten var røget af igen. "Jeg er Clairvoyant." Han så ned, og var klar på at få verdens største lussing, eller... Ja, at blive skældt ud. "Jeg ved alt om dig, jeg rørte dig... Jeg kender hele din livshistorie, jeg så dig i et syn, jeg ved hvem du er, jeg ved dine hemmeligheder. Alt." Han bed sig i underlæben. "Men tro mig... Hvis jeg kunne få lov til at vælge... Så ville jeg sparke den forbandelse væk, og lære dig ordentligt at kende..." Han sukkede. Han så bedende op på hende.

Hun var helt skræmt, hun havde aldrig nogensinde sagt det med hendes familie, hun havde holdt det som en hemmelighed, så ingen nogensinde kunne finde ud af hvorfor hun var blevet sådan som hun var. Hun tænkte hurtigt over hvad han kunne være for en, da en tanke skød igennem hende hoved. Hvad nu hvis han vidste hvad hun rigtig hed? Og hvordan hun rigtig så ud? Hele hendes hoved var et kaos, hun kunne slet ikke klare at han havde talt om hendes mor. Alle i klassen stirrede på dem, men det gjorde hende intet, for det eneste hun kunne tænke på var det med hendes mor. Hun gloede på Shay, han troede sikkert at hun kendte ham som den mærkelige dreng, der altid var alene, men næ, hun kendte ham fordi at hun altid havde haft et lille crush på ham, det tænkte man nok ikke om hende, at hun var vild med sådan end dreng, men lige nu var hun lidt ligeglad, det eneste hun tænkte på var hvad han vidste om hende. "Lad mig være!" råbte hun, da hun med et var ude af døren, han havde kaldt på hende, men hvorfor? Fordi han bare ville gøre det værre, det håbede hun ikke. For hans skyld. Det var næsten lige ved at hun ændrede sig til en varulv, men i stedet holdte hun det tilbage, da hun hørte at han gik efter hende.

"Det er ækelt!" brummede hun og kiggede på ham med et blik som hvis det kunne dræbe, ville hun allerede havde dræbt ham. Hun stak ham en lussing, men fortrød det hurtigt. "Undskyld.." mumlede hun. Igen strømmede en tanke igennem hendes hoved. "Ved du så.... hvordan jeg rigtig ser ud?" spurgte hun, og betragtede ham med et kærligt blik, men hun rystede hurtigt på hovedet og skubbede tanken væk. "Hvorfor, det?" spurgte hun ham da han sagde at han hellere end gerne ville af med sin evne, det var da en del af ham, var det ikke?

Endelig kendte Shay ingen på skolen, altså udover dem der slog ham, sparkede ham, og kaldte ham for mærkelige ting såsom: Alone Idiot. Mærkeligt... Nuvel, sådan var det jo. Men Shay kunne let røre dem engang, og vide alt om dem, og bruge det mod dem... Men det gjorde han ikke. Han vidste godt at der havde været en på skolen ved navn Willow, men aldrig rigtig set på hende. Bøjet nakke, hætte, og musik i ørerne, det var ham. Han brød sig ikke helt om skolen... Faktisk så hadede han den. Men der var ikke noget at gøre... Han boede dér. Hans adoptiv forældre kunne ikke passe på ham mere, gemme ham, putte ham ind i vat... Nu var han alene. Nu havde han det værre, og levede mere elendigt fordi han kun var et menneske, og havde en dum forbandelse over sig. Han kunne blive brugt som en slave, og tvunget til at vide alt om folk... Det gjorde dog bare at han snart havde svært ved at finde rede i hvem der var hvem, og hvem han var... Men det havde han snart lært. Han var Shay Night, et menneske med en født forbandelse.

Shay stoppede op af hendes blik, og sank en klump... Ja, det var ækelt men der var ikke noget at gøre. Lussingen gav genlyd i gangen, og hans hoved blev slået til side. Han tog sig til kinden der var blevet rød, og så på hende. Ikke med had, foragt, eller noget. Han så på hende med undskyldende øjne. Hendes spørgsmål fik ham til at trippe lidt, men det kærlige blik forvirrede ham nu lidt. "Det... Ved jeg ikke..." Mumlede han... Han var ikke sådan genert, bare lidt bange... Men ikke for hende, men over at hun ville blive ked af det fordi han ikke kunne svare på hendes spørgsmål. "Fordi det er en forbandelse, jeg kan ikke lære folk at kende uden... Ja, uden de slår mig.." Han kunne ikke lade være, han smilede skævt, og drillende.

Willow stoppede med at lege med hendes udseende, som hun havde gjort før fordi hun kedede sig, men det gjorde hun ikke mere. Hun tænkte egentlig bare på Shay lige nu, hans øjne, hans kropsbygning, alt. Hun stoppede sig selv før hun kastede sig over ham, hvilket hun godt kunne finde på. Hun opdagede hun havde slået ham, men heldigvis havde hun ikke brugt alle sine kræfter, for så ville hun i hvert fald have brækket hans kæbe, mindst. Hun rødmede da hun tænkte på at han vidste alt om hende, han vidste hvad hun lavede når hun var alene, gud. Hun begyndte at ryste, og havde næsten lyst til at slå ham endnu engang, men stoppede sig selv fordi det ville bare gør alting værre. Hvad vidste han ikke om hende, oh gud. Han vidste hun var vild med ham, fuck. Hun kiggede forskrækket på ham, og gispede. "Gud." sagde hun, og tog en hånd foran munden da hun sagde det.

Da hun slog ham, vendte han hovedet den anden vej, hun kunne sagtens se det røde mærke hun havde givet ham, og det fik hende til at lade tre af hendes fingre berører det røde sted, - men trak sig hurtigt tilbage. "Undskyld." mumlede hun endnu engang. Hvor var det typisk hende, hvorfor skulle hun gøre sådan noget, han ville hade hende. Da han tænkte over det hun spurgte ham om kiggede hun nervøst på ham, hun vidste slet ikke om han faktisk vidste det, eller faktisk vidste det. Hun kiggede med et sørgeligt blik på ham, da han sagde at han ikke vidste det. Det var hårdt, for hun ville gerne ligne sig selv igen. Da han sagde hvorfor han ikke ville have sin 'forbandelse', og da han sagde det sidste, grinte hun sødt, og smilede til ham. "Ja, det må du altså undskylde, jeg ved ike hvad der gik af mig." sagde hun, og kiggede ned i jorden imens hun bed sig i læben.

Åh, han vidste det. Han vidste bare ikke helt hvad han skulle sige til det. Han så sig ikke selv som en pæn dreng, men ja... Han tog vist fejl omkring at han var pæn. Han havde aldrig rigtig haft den ide at der var en som faktisk var vild med ham, men han gik jo heller ikke rundt, og rørte alle piger. Han så undrende på hende da hun rødmede, og sagde 'Gud'. Han puttede hænderne i hættetrøjens lommer. "Hvad er der?" Han så spørgende på hende, og kunne ikke modstå fristelsen. Forsigtigt lod han sin hånd ligge blidt på hendes kind, bare for at se hvad der skete... Intet. Intet minde, ingenting. Det var nu meget rart... Selvom han havde fået sit svar om han ville se noget, så lod han sin hånd blive der.

Da hun lod tre af hendes fingre berøre det sted hvor det var blevet rødt, så han lidt på hende. Hun tog dem væk igen, men han så ikke ned, han blev ved med at se på hende med sine blå øjne. "Det okay." Sagde han, og trippede lidt, og var lidt usikker omkring det hele. Han trak lidt på den ene skulder. "Det er okay... Jeg er vant til at få tæsk, det er ikke noget nyt." Sagde han, og smilede lidt skævt. Han lagde en hånd under hendes hage, og fik hende til at se på ham. "Det er helt okay." Han smilede skævt.

Willow stod bare og var nervøs over alt det der var igang, hele hans nærvær gjorde hende nervøs, og det irriterede hende lidt, for hun vidste at hun rødmede halvdelen af tiden hun havde snakket med ham. Og hun kunne slet ikke få sig selv til at tænke på at hun faktisk havde slået ham. Hun havde været vild med ham siden han startede på skolen, også at den eneste gang hvor hun faktisk snakkede med ham, slog hun ham, hun kunne da overhovedet ikke tilgive sig selv. Da han pludselig spurgte hvad der var galt, havde hun slet ikke tænkt på hvad hun sagde, så hun mumlede bare noget, som kunne lyde som om, 'det ved jeg ikke'. Men det vidste hun jo godt, hun vidste godt at det var fordi hun havde dummet sig, og at hun måske skulle have styret sit temperament, men hun var jo hybrid, og det gjorde sådan at hendes følelser var stærkere, det kunne hun også godt mærke på sine følelser for Shay. Hele verdenen stod nærmest stille da han lagde hans hånd på hendes kind, hun kunne ikke beskrive følelsen, det var som om verdenen gik i stå. "Hva..." sagde hun, men stoppede så hendes sætning, og bed sig i læben.

Hun rørte hans kind, og mærkede hvordan man nærmest kunne mærke at huden var lidt hævet, hun følte sig som et monster, men det var hun vel også, var hun ikke? Jo hun var, hun havde slået et menneske, der var meget svagere end hende selv, hun følte sig virkelig som et monster. "Det er ikke okay." sagde hun lavt, og kiggede stadig ned i jorden, hun skulle ikke have slået ham, uanset hvad. Da han trippede lidt, kom et sødt smil over hendes rosafarvede læber. Men da han sagde at han tit blev slået slog hun øjnene op. "Hvad? Hvem gør det?" sagde hun, og kiggede på ham. Hun kiggede ned i jorden, og da han lagde en hånd under hendes hage blev hun helt varm i kroppen. Hun kiggede med de dådyrsøjne på ham, dem som hun havde kigget på folk med siden den dag hvor hendes mor døde.

Shay smilede lidt af at hun mumlede, og havde svært ved at holde sit spørgsmål inde. Han havde sådan lyst... Men han vidste ikke om hun ville blive sur, og slå ham igen. Okay, måske ville hun ikke slå ham, men måske nærmere blive sur på ham... Det ville han nu ikke have. Han havde nemmere ved at omgås folk når han vidste alt om dem, men når hun engang havde set alt om dem, så kunne han ikke se mere. Han ville bare tjekke, og derfor havde han lagt sin hånd på hendes silkebløde kind. Han var lidt ked af at han sådan havde forskrækket hende ved at sige at det gjorde ham ondt med hendes mor... Men ja, så ville de jo nok ikke have stået her nu, hvis ikke han havde. Han kunne nu godt lide, og stå at snakke med hende... Men han vidste ikke... Hm, det måtte tiden vise. Han trak hånden til sig da hun sagde noget igen, og så ned. "Undskyld, jeg ville bare se om jeg ville se noget igen." Sagde han, og trak lidt på den ene skulder, og så op igen. "Ja, nu ved jeg jo ikke om du bliver sur over mit spørgsmål... Men er du vild med mig? Jeg syntes... Ja, jeg syntes jeg kunne se noget om det." Han bed sig i underlæben som hende, men stoppede så. Han lukkede øjnene, klar til at blive slået igen.

Hun beholdte sin hånd mod hans røde, og en anelse hævet kind, og det gjorde nu endelig ikke noget. Det gjorde ikke så ondt... Han syntes nu ikke hun var et monster, nok nærmere en pige der havde mistet sine forældre, og havde brug for en at græde ud ved. Han ville ikke have et problem hvis det var ham. Overhovedet ikke. "Du ved... Et slag i skulderen, eller et spark i ryggen... Men ja det er nok mest de drenge du smiler til." Han smilede skævt, og en anelse charmerende. Han var ved at blive blød i knæene over de dådyrs øjne.

Willow var ved at blive lidt træt af bare at stå op, og det undrede hende at læren ikke var kommet ud, for at få dem ind i klasselokalet igen, men hun skænkede det bare kort en tanke, og puffede den ud af hendes hoved igen lidt efter. Hun havde stadig sit blik rettet mod Shay, og kiggede ikke væk på noget tidspunkt. Hun havde været forskrækket da han havde sagt noget omkring hendes mor, men hvis han ikke havde sagt det, ville de aldrig have snakket sammen, så hun var lidt glad for det. Men også lidt urolig omkring det, for hvad nu hvis det hun følte for ham dengang forsvandt nu hvor hun havde snakket med ham? Alle de spørgsmål hun kunne stille sig selv, fløj igennem hendes hoved og gjorde hende en anelse bange, og fik en lille smule besvær ved at trække vejret, hun kunne mærke at hendes hjerte hoppede op og ned i halsen på hende, hun følte sig skræmt. Da han trak sin hånd til sig, blev hun lidt overrasket, men kun fordi hun havde håbet at han ville beholde den der lidt endnu, men hun blev så sur da han fortalte at han bare ville se om han kunne se noget igen, at hun bare udbrød. "Hvorfor så ikke bare røre min arm i stedet? Det ville have været nemmere for os begge!" Hun tog en hånd foran munden, og håbede at hun ikke havde sagt det. Og da slet ikke sådan at han kunne høre det. "Det kan også bare være lige meget." mumlede hun, og kiggede irriteret ned i jorden. Da han pludselig sagde noget fik det nærmest hendes hjerte til at stoppe. "Vild med dig?" mumlede hun irriteret. Hun havde stadig ikke glemt at han bare havde rørt hendes kind bare for at se om han fik et syn igen. Drenge altså. Hun knyttede næven, men sagde intet, og slog ham heller ikke.

Shay sank en klump, og blev lidt skræmt da hun udbrød, og trippede igen. Han var ikke helt tilpas ved det.. Det ville han gerne indrømme, men så strøg et spørgsmål ind i ham... Vidste hun at han var menneske? En svag race... Hvis det stod til ham så ville han være noget helt andet. Men Varulve opførte sig mærkeligt, og helst i en slags kobbel. Vampyrer drak blod, og slog folk ihjel... Ubehagelig tanke. Han så på hende. Gad vide om hun drak blod? Ville hun drikke hans? Han vidste ikke helt hvordan hans blod smagte, men det var nok også lidt underligt at tænke på. Det ville have været nemmere for dem begge? Hvad mente hun med det? "Det ville det vel..." Mumlede han, og gned sine håndflader lidt mod hinanden. Hendes humørsvingninger forvirrede ham, men det var nok sådan hybrids var... Halv varulv, halv vampyr... Det var lidt svært at tro på faktisk. "Ja... Jeg syntes jeg kunne se noget med det." Han nikkede, og bed sig lidt i underlæben. Han havde åbnet øjnene, og var faktisk temmelig glad for at hun ikke slog ham.

Willow kunne sagtens mærke at Shay var ved at blive nervøs, men over hvad vidste hun ikke. Det ville hun heller ikke vide, for det ville sikkert gøre hende mere nervøs, og få hende til at gøre noget uventet, og det ville hun helst ikke gøre, for hun var allerede pænt nervøs overfor hvad der skulle ske. Men alligevel fik alt det pres der var omkring hende, til at gøre noget uventet. Hun lagde hendes hænder omkring hans nakke, og så skete det, - selvom hun havde prøvet at stoppe sig selv, så kunne hun ikke. Hun lænede sig ind imod ham, og placerede hendes læber på hans. Hun var meget usikker på om han ville skubbe hende væk, eller.

//Sorry det korte svar.//

Om han havde forventet det? Nej. Om han seriøst havde tænkt på at hun ville gøre det? Nej, ikke helt. Men han fik sig noget af en overraskelse da hun pludselig havde hendes hænder omkring hans nakke, og lidt efter lænede hun sig ind imod ham. Han spærrede øjnene op da han mærkede hendes silkebløde læber mod sine. Han skubbede hende ikke væk, men lukkede øjnene. Han lagde armene om hende, og nød det.

//Siger selv sorry for et kort svar.//

Willow var så nervøs som man kunne være. Hun stod og regnede med at han ville skubbe hende væk, og bare sige at hun skulle holde sig væk fra ham, men at kysse ham fik hende også til at overveje noget andet, noget der havde med hendes vampyr gener. Hun kunne simpelthen lugte hans blod. Han var trods alt et menneske. "Undskyld." sagde hun, og trak sig væk fra ham, med et lille smil over læberne..


//Sorry, endnu et kort svar.//

Shay kom i tanke om han endelig skulle nå noget... Grr, hvorfor nu? Han smilede skævt da hun trak sig væk, og tog armene væk, og puttede hænderne ned i hættetrøjen. "Intet at undskylde for." Sagde han, og så lidt ned... Han skulle hente en pakke, og hvis han ikke gik nu så ville han ikke få den, og den var UTROLIG vigtig. "Jeg må gå." Han så lidt op på hende. "Jeg skal hente en pakke..." Han smilede skævt, og gav hende et hurtigt kys på kinden inden han vendte sig om, og gik... Men det han ikke vidste var at han var på vej hen til at blive vampyr.

//OUT C://