... and thats it - Gobi

Tid: Eftermiddag
Vejr: Let overskyet
Sted: Forhallen til skolen
Omgivelser: Diverse former for udsmykning.

Det var næsten muligt at se den sorte sky,der gnistrende på grund af lyn. Bradley var absolut ikke glad for at skulle vise en eller anden pige rundt. Sophia. Bare navnet fik ham til at gyse. Han kunne lige forstille sig en lille pige med fletninger, nederdel og briller. En af dem der ville blive klassens bedste og få en masse nørdet venner. Men han skulle nok give nogle skår i glæden på den tøs. Hun skulle ikke komme her og tro at hun ville gå udenom ham, Bradley Mackenzie, når han skulle vise hende rundt. Enten skulle ham imponere hende på et latterligt godt talent som han ville bryde sig om eller også skulle hun nok mærke at eventuel skilsmisse og død i familien ikke var noget i forhold til at få en hybrid på nakken.
Skyen begyndte at fordampe og vige for ondskabsfuld glæde, der trak op i hans mundviger.
Når man trådte ind af indgangen, ville man kunne se ham lænet op af væggen, med hænderne i et par mørke bukser. Derudover bar han en hvid t-shirt som det eneste. Selvom det ikke var sommer, så var det alligevel en fin temperatur indenfor. Til Bradleys glæde.

Hvis den kære Bradley havde forventet at Sophia Smith ville vise sig at være en nørdet, bleg pige med briller, nederdel og fletninger, så kunne han godt tillade sig at blive skuffet, da Gobi smækkede skolens fordør op. Hun var ikke bleg, hun havde faktisk en meget imponerende kulør. Hendes hår var ikke flettet, men børstet nonchalant tilbage, som en models på en catwalk. Hun havde ingen ternet nederdel på, men et par godt stramme højtaljede, røde bukser og en sort og hvidstribet skjorte stukket ned i linningen. For hvert skridt hun tog, længere ind i skolens foyer, klikkende hendes bordeauxrød creepers imod gulvet. Det eneste der ødelagde billedet lidt, var en kæmpestor taske der hang over hendes skulder.

Med et par rødmalede negle, skubbede hun sine solbriller op i håret, og så sig omkring. Det så ikke værst ud. Ikke helt så dårligt som hun havde frygtet, i hvert fald. Men stadigvæk langt under hendes standart.

Der gik påfaldende lang tid før hun opdagede drengen der stod op af vægen. Hun løftede sin slanke hånd som hilsen. "Du er tilfældigvis ikke min rundviser, vel?" spurgte hun, med et kæmpestort karismatisk smil.