We could become friends? if you want to. >Shay<

Sted: Udenfor ved spisestedet.
Omgivelser: Eleverne slapper af, nyder solskins vejret, imens de spiser og snakker. Nogen få drenge kaste rundt med en amerikans fodbold.
Tid: Middagstid.
Vejr: Solskin.

"Kan du griber Noel?" råbte en dreng med gyldne lokker og et fjoget smil. Han kastede hurtigt en amerikansk fodbold hen mod en dreng, med mørke lokker og lyse øjne. Denne dreng var Noel.. En luftbetvinger der altid var frisk på at møde nye vænser og få nye venner! Han elskede altid en ny dag, selvom han godt kunne undvære undervisningen, men alligevel elskede han at være på skolen. Omringede af venner, der var som søskende..
"Selvfølgelig!" råbte Noel og gjorde klar til at gribe bolden.
han greb den uden problemer og smilte stolt hen mod den drengen med de gyldne lokker.. Guldlokken grinte bare kærligt og gjorde an til at han skulle kaste den tilbage igen..
Noel smilte og kastede den tilbage.. Hvor han derefter satte sig over på bænken for at nyde solskinsvejret.. Han kiggede rundt og fik øje på en ny dreng.. Ham måtte han da hilse på!
han rejste sig og løb hen til ham.
"Hej," sagde han med et stort smil.

Shay havde intet at spise med... Men han havde da ikke sin hættetrøje på. Han havde en sort t-shirt på, sorte jeans, og sorte converse sko på. Det var dejligt vejr, så hvorfor have den hættetrøje på? Nok gemte han sig... Men der var ingen grund til at have den på hele tiden. Han sad alene på en bænk, og kiggede udover havet... Da det udendørs spisested var tæt på stranden ved skolen. Shay Night var blot et menneske, men et menneske med en evne... Eller en forbandelse. Han kunne se ind i fremtiden, men ikke som han ville. Han kunne se hvilken race man var ved hjælp af folks aura, og kunne med en berøring vide alt om vedkommende han rørte ved, og kende personen ud, og ind. Nogle drenge kastede rundt med en amerikansk fodbold... Lidt irriterende, men ja... Det måtte de selvom. Shay var nu kendt som den mærke dreng som var alene, og ikke snakkede med nogen. Det var fordi han var Clairvoyant... Han så på drengen som pludselig sagde hej til ham, og kunne bedømme ud fra hans aura at han var en luftbetvinger.
"Hej." Sagde han blot, og kiggede udover stranden igen.

En anelse... Fraværende?
Noel ville ikke være uhøflig, så han satte sig bare ned ved siden af ham med en lystig bevægelse.
"Så, er du ny her?" spurgte han og tog en sten i sin hånd, kiggede lidt på den inden han kastede den så langt ud mod havet som han kunne.. "Jeg syndes ikke at jeg har set dig før," Hans smil var varmt og roligt.. Noel var ikke typen som mobbede nogen, eller hakkede ned på dem.. Han var en luftbetvingere.. Drilsk og flyvsk, altid klar på en udfordring.. Dog så han mere sig selv som en lyn betvingere end luft, da han havde øvet sig mere med sine lyn end sin luft.. Han kunne ikke gøre for det.. Han elskede lyn!
"Mit navn er Noel," fortalte han og kiggede hen på drengen. "Men, du kan også kalde mig lightning," Han grinte let og kiggede ud mod havet..

Da drengen satte sig ved siden af ham rykkede Shay noget væk. Han ville helst ikke have at deres hud rørte hinanden... Han ville ikke se denne drengs historie, helst ikke... Han sanke en klump, og selvom drengen virkede venlig, så ville Shay altså ikke give ham highfive, eller noget...
"Ja, jeg er ny..." Svarede han, og var meget forsigtig på at de ikke sad for tæt, og ja... Han var ikke til drenge, så det var jo ikke derfor, han var bare helst fri for at se endnu en historie om folk, og om hvad de lavede når de var alene...
"Lightning?" Shay kunne ikke skjule et lille grin... "Mit navn er Shay Night.. Men du kender mig nok under drengen som gemmer sig bag hætter, og aldrig snakker med nogen."

Han grinte lidt, efter hans reaktion på at han kunne kalde ham Lightning... Det var et kælenavn de andre betvingere havde givet ham fordi han kunne betvingere lyn og elektricitet så godt.. Det var der ikke mange der kunne, så om det var fordi de beundrede ham eller hadede ham for det, vidste han ikke.. Det kunne også være lige meget for ham. Han var ligeglad med hvordan andre så på ham! De kunne have deres mening for sig selv, også skulle han nok sørge for at kunne holde sig i godt humør..
"Nå Shay," sagde han med det samme venlige og glade smil. "Må jeg spørger hvorfor folk kalder dig det?"

Shay trak lidt på den ene skulder.
"Jeg snakker ikke rigtig med nogen, jeg gemmer mig bag hætter, og holder mig helst skjult... Men det er fordi jeg har en hemmelighed, og derfor må du helst ikke røre mig. Nej, det er ikke fordi jeg tænder på drenge. Det er noget meget værre." Hans smil falmede lidt, og han rejste sig op.